0
procent

Nyhedsbrev

Uge 39

Forældredag

Lørdag i sidste uge havde vi en fantastisk forældredag. Solen skinnede fra en skyfri himmel. 120 forældre havde valgt at bruge dagen sammen med deres børn på skolen. Der blev spillet musik, malet, prøvet VR og lego mindstorm, set teater og ikke mindst hygget. Køkkenet havde som sædvanligt kreeret en overdådig frokost og det hele sluttede med kaffe og en rundvisning, hvor eleverne viste deres værelser frem.

Efterskolernes dag

Efterskolernes dag er en dag, som vi glæder os til, men samtidig er det også en dag, som vi er spændte på. Vi skal jo gerne have mange besøgende og vi blev heldigvis ikke skuffede. Vi havde besøgende lige fra kl. 12.00 – 17.00 (selvom arrangementet først begyndte kl. 13.00) og vores rundvisere havde travlt hele eftermiddagen. Vi oplevede gæsterne, som meget positive og der var masser af ros til vores elever, både til de som viste rundt og til de, som var aktive i skolens lokaler. JyskeVestkysten var på besøg i en times tid, hvilket det kom en fin helsides artikel ud af i mandagens udgave af avisen. Vi fik også fint med tilmeldinger til de kommende 2 år.

JyskeVestkysten

Selvom det øsregnede var både forstanderpar, elever, lærere og ansatte oppe i det aller højeste servicegear. Efterskolernes dag er et utroligt vigtigt udstillingsvindue, det er denne dag, man vinder hjertet på kommende elever.

Øse: “Velkommen, mit navn er Torben, jeg er forstander, hvad hedder du?”

Torben Teglgaard tiltrådte som forstander på Øse Efterskole sidste år, så for ham er efterskolernes dag stadig helt ny oplevelse. En dag som han gerne indrømmer, at han både har frygtet og set frem til med stor glæde.

– Tænk, hvis der slet ikke kommer nogen, så har vi jo ikke været dygtige nok til at gøre opmærksom på os selv. Vi er jo en lille efterskole med plads til 92 elever. I år har vi 89 elever og til næste skoleår har vi indtil videre 44. Efter i dag håber jeg på, at kunne skrive endnu flere på listen. Det vil give en dejlig ro i maven, siger Torben Teglgaard, der dog ikke er bekymret for skolens fremtid.

Langvejs fra

Og de var der alle sammen. Sophia fra Næstved, Clara Marie fra Varde, Emilie fra Køge, Oliver fra Sønder Omme, Anton fra Ringkøbing, Cecilie fra Fanø og mange flere.

Unge håbefulde mennesker, der glæder sig til at det bliver deres tur til at blive efterskoleelever. Mulighederne er mange og hvad afgør valget?

– Jeg vil gerne være grafisk designer, så jeg går efter et kreativt miljø med en IT linje, fortalte 15-årige Sophia Corcoran, der sammen med sine forældre havde taget turen fra Næstved til Varde.

– Jeg skal også ud og se på en anden efterskole, men jeg har kun udvalgt to, så vi får se. Skolen her virker helt vild tryg og venlig, jeg er bestemt positiv indstillet, tilføjede Sophia.

 

Hjertevarme

Tryghed, at føle sig velkommen og omgivet af en flok mennesker, der med hjertet vil én, det er den stemning, som Øse Efterskole sælger sig selv på.

– Du kan ikke sælge en følelse, den skal være ægte og komme fra hjertet. De der besøger os i dag mærker, at vi mener det. Det er ikke bare ord, der skal sælge billetter, understreger Kirsten Teglgård, der ud over at være gift med forstanderen også bød velkommen til de mange besøgende og sørgede for at de fik en elev til at guide dem rundt.

Og da den tidligere lærer på Øse Efterskole, og nuværende servicechef, Knud Høgh, kunne hviske forstanderen i øret, at der allerede havde været 44 biler i løbet af den første time, så forsvandt sommerfuglene i maven. Normalt plejer skolen at have 70-80 biler i alt på denne besøgsdag.

Så de unge har altså et øje på Øse.

En helt almindelig uge

Efter en meget hektisk sidste uge med elevkoncerter, Energifestival i Esbjerg, forældredag og ikke mindst Efterskolernes dag er det rart at have en helt almindelig uge med vores normale struktur. Den netop overståede weekend havde et højt tempo og der var ikke megen tid til pauser, derfor rejser eleverne hjem på forlænget weekend torsdag, så de kan komme hjem og få genopladet batterierne.

Ugens fællesmøde

Temaet for den uges fællesmøde er “STILHED”.
“Vi lever i støjens tid” siger nordmanden Erling Kagge, som lige har udgivet bogen “Stilhed i støjens tid”.
Vi er konstant omgivet af støj og ind imellem opleves det som om, at vores elever er bange for stilheden, men hvis vi tør være stille eller vi prøver at være stille, så lærer vi også at lytte. At kunne lytte er vigtig for indlæringen og empatien. At kunne lytte lærer os, at JEG ikke altid skal være i centrum.
Stilhed bliver det nye “sorte” og der bliver uden tvivl økonomi i at tænke stilhed i fremtiden, f.eks. er den først stillecafé på vej i København.

Følg med.
Facebook, Instagram eller Youtube

Vi vil så gerne snakke.
Giv lyd og vi vender tilbage hurtigst muligt.

Øse Efterskole / Sønderskovvej 130 Øse / 6800 - Varde / Telefon: 75298505 / Mail: kontoret@oese.dk

Book en rundvisning

Du har mulighed for at booke en rundvisning på skolen. Book online eller ring til kontoret på 75298505 for at aftale et besøg.

Book rundvisning